Sandhed og magt
Heidegger forstår Nietzsches ”vilje til magt” som et ontologisk svar på, hvad ”det værende er”. Hvor Schopenhauer nærmere taler om ”en vilje til liv”, taler Nietzsche om en vilje til at magte dette liv, dvs. fortolke livet, hvilket egentlig vil sige, at magten taler, førend erkendelsen gør det, at erkendelsens første og vigtigste mål er: at magte. Vores grundlæggende erkendelse går først over vores behov for at magte det, vi erkender. Den ”uinteresserede” erkendelse findes ikke, men ikke at erkende ”efter sandhed”, men efter ”at gøre fortsat liv muligt” gør ikke nødvendigvis fortsat liv muligt, hvis man altså stiller det krav til livet, at det skal være godt. Man kan dermed starte med ikke at erkende det onde, men at se bort fra det, hvorved man ikke hindrer det onde i at optræde, men i at blive set eller respekteret, hvilket nogen vil finde hensynsløst, mens dem, der definerer, det gode slet og ret vil finde det umuligt.

Vi kan ikke skelne mellem det sande og nødvendigheden af at leve med det, og må derfor også i nogen grad opfatte ”fremtrædelsen” som identisk med virkeligheden, fx de matematiske naturlove som identisk med naturen snarere end udtryk for igennem dem at afskaffe religiøse dogmer og skabe autonomi. Nietzsche opererer med en ”hævn mod tiden” – det forgængelige, tilfældige, ikke-retfærdige – som udtryk for vores matematiske fortolkninger, og mener, at en sådan hævn er almene sandheder, forestillinger om retfærdighed, der er højere og mere stabil end det forgængelige, matematiske sandheder, der overskrider døden og vort eget liv og udkaster en almen tryghed, tilfredsstillelsen ved en evigt hvilende systematik som indløsningen af en ellers ikke gældende Retfærdighed.

Det manglende fundament og muligheden for autonomi
Metafysik er mennesket, der tager magt i trangen til sikkerhed og tryghed – men med Feuerbach er den jo også at afgive magt. Når de almene sandheder eller de sandheder, der endnu sandt kan henvise til en oprindelse, forsvinder, overlades subjektet til sig selv uden nogen (etisk) grund, noget fundament. Det hele bliver forskellige perspektiver, der ikke grunder i nogen egentlig oprindelig sandhed, men kun først i ønsket om magt eller nødvendigheden af med vores fortolkning at herske over andre, hvorved sandhed kun henviser til, hvem og i kraft af hvad, mennesker kan herske over andre. Spørger mennesket stadig efter en etisk grund under magten, en sandhed i den, eller defineres det sande kun, som det, der ikke bare opnår magten, men også er i stand til at fastholde den?

Med den moderne konstruktion af politisk sandhed, hvor politikere skal fremstå menneskelige og fremvise en karakteristisk og troværdig historie, er der allerede lagt en bevidst kile ind mellem sandhed og magt, der gør foreningen af dem desto mere synlig. Det sande er mere det, ”der virker”, end det, ”der er”, hvilket kan være en anden måde at sige på, at ingen længere gør krav på, ”at det værende er”, at der nødvendigvis er forskel på sandhed og konstruktionen af den. Først og fremmest er det sande, hvad der drager og underholder, ikke hvad der har glemt at tage seriøse hensyn til denne sandhed, der – præsenteret ”som den er” – i bedste fald er uvedkommende. I denne kun anede lede, forleder den biologiske teknologi kun længere ind i den, idet den konstant udsætter meningen og bidrager med ”aktiv, fremadrettet glemsel”: ikke ” hvad er vi?” eller ”dette er meningen”, men ”dette kan vi” – fx beviseligt udsætte døden.

Naturvidenskaben
Selve den naturvidenskabelige metode bibringer imidlertid det absolutte eller meningen, og i kraft af metoden og lidelsen i den når vi dog stadig en højere grad af sandhed hinsides den rent subjektive. Den er ikke i samme grad vilkårlig, stadig almen, endnu med det gamle beredskab udstrakt efter sandhed i behold: de ”systematiserede afsavn”, hvorved vi frembringer sandhed, som når gamle samfund i stedet vælger at ofre dyr til Gud. Den metode udøver stadig skinnet af et retfærdiggjort fundament som en højere legitimeret magt, men den har ikke længere nogen oprindelse, ingen sand ”grund.” Målet er magt.

Og magten kræver i dag mere end en påstand om retfærdighed, større sandhed, mere menneskelighed – en eller anden grund, hvormed magten berettiget kan udøves – en troværdighed, der åbenbart ikke er troværdig nok, førend den konstrueres og underholder mere end den kræver. Til denne ”objektive grund” henviser stadig den hvide lægekittel, hans ”uinteresserede magt”, der i bedste fald rækker til naturvidenskabelig faktualitet, men også langt ind i en samfundsmagt, der er defineret på og lever af markedsvilkårenes modedefinerede interesse i magtens sygdom og sundhed.

Begrænsningens frihed
Descartes og Kant påberåber et menneske, der kan og skal styre sig selv og definere sin egen erkendelse, sandhed og fornuft. Men er det sande muligt og noget værd, hvis det alene er opfundet af mennesket, og hvis ikke det delvis henviser til betingelser, der – hævet over tiden – står fast. Naturen, Fornuften, Fremskridtet? Kan det styrende menneske styre, hvis ikke det i samme bevægelse gør sig til herre over det styrende, dets faste og næsten uindtagelige grund, eller er frihed da fængslet, flugten fra meningsløsheden i de manglende begrænsninger og endeløse perspektiver?

Det moderne menneske og den moderne biologi har ikke rigtigt forstået, at mennesket kun er trygt og frit, når det samtidig er begrænset i råderummet over sig selv. I biologien styrer ånden ikke, men den ontologi, der – aktivt og praktisk og derved uomgængeligt – trækker mennesket ned på jorden og ned under den. Den er den mekaniserede og uantastelige rodløshed, som ingen vælger, og som skrider frem med en selvfølgelighed, ingen kan vælge, da ingen kender dens konsekvenser, men nok nu aner dens effektivitet, fx glemslens. Er den hensynsløse erkendelsesdrift mod ”det ubetingede” stadig et i sig selv helligt og urørligt mål, ”det forudsætningsløse” mere en os fremmed og selvstændig drift end én vi både vil, kan eller har indflydelse på?

Fremmedgørelsens vej som ”mennesket der endelig kommer til sig selv.”
Mennesket kommer til sig selv igennem fremmedgørelsen. Hvad det først antager som noget, der er fremmed for det, antager det senere som sin egen konstruktion, og nu kan logikken beskrives i måden, hvorpå konstruktionen skrider frem, logikken i hvilken selvafvigelsen som udlevelse af ”det egentlige” skrider frem i stadig modsigelse og forsoning. Først frigør mennesket sig fra en dogmatisk og repressiv Gud med både teoretisk og praktisk fornuft, hvilket vil sige, at indgivelse og åbenbaring viger for en systematik, mennesket selv gennemfører.

Da denne ”fornuft” imidlertid udvikler sig som et modstykke til naturbundne, ufrie følelser eller ”følelsesfuld dogmatisme”, bliver der lavet en ”gyldig” skelnen mellem følelser og fornuft, med hvilken det ikke bare retfærdiggøres men fordres, at ”fornuften” skal og må gå alene og stå alene, at de mål en sådan ”fornuft” rent mekanisk går efter kun er gyldige, så længe det alene er rationaliteten adskilt fra følelserne, der er involveret. Dermed skabes ideen om, at det rent rationelle og mekaniske selvstændigt kan udstikke mål, ”forskerfriheden,” der målløst griber efter hvad som helst i dogmatisk forventning om, at der kun således, rationelt, vil vise sig en højere retfærdiggjort mening, at der vil være en frihed i udsigt.

Men hvorfra får rationaliteten denne dogmatiske forventning, hvis ikke den som ”stadig frigørelse fra dogmer”, ”stadig frigørelse fra Gud” er bekræftelsen af denne frigørelses guddommelige forventninger? Hvorfor stole på, at der i kraft af ”rationel frihed” venter os noget godt, at forskningens frihed bør være uantastelig, hvis ikke fordi den stadig har den selvforståelse, at den frigør, ikke binder? Målet: ”den menneskelige bevidsthed” må komme før bevidstheden om det menneskelige. Mennesket kan kun uagtet gøre skade, hvis det stadig gør det i frihedens navn, med frihedstroen – og menneskeligheden er så, hvad der ”kommer for sent” – det, der ydmyget og ydmygende, tynget af sin tidligere naivitet, må senere udbedre den skade, mennesket først dér ser var begrundet, ikke i friheden, men i troen på den.

Det er som om, at gør man blot noget i frihedens navn, så vil dette også vil føre til et gode. Spørgsmålet er, om en dogmatisk (natur)videnskab rummer tilstrækkelig selverkendelse til at se sig selv mere som magtfaktor end frihedsfaktor, særligt bundet op af de økonomiske hensyn, der hensynsløst er denne magts udbredelse, ikke af friheden men af den selv. Magtens hensynsløshed er betinget af et enøjet og unuanceret syn på sig selv; man står ligesom stadig i frihedens tjeneste og kan så tydeligvis tage forskud på den frihed, der åbenbart nødvendigvis kommer ud af i forskningen ”ingen hensyn at tage”.

Alt hvad der naturvidenskabeligt, ”uinteresseret”, opdages, er jo med nødvendighed et gode, hvilket retfærdiggøres af denne stræbens historiske påkaldelse af ”udogmatisk frihed”, dens ”uvildige indsigelser”, der som frie af værdi unddrager sig den reelle kritik, ethvert værdisystem bør underkastes alene i kraft af dets ”højst interesserede indflydelse”. Dette også som moralens mærkeligt værdifrie og dermed vel objektive vogter. Naturvidenskabens fremskridtstro er troen på en uantastelig videnskabelig fremtid, nye opfindelser, ny viden, som man stadig mener frigør og ikke begrænser – men er den en tro på menneskets fremtid, siden den dog i teorien løsriver sig fra hensyn til det? Rækker dens ansvarlighed længere end til sig selv, og er det derfor, den kan være så forløsende frigjort?

Det metafysiske håb
Naturvidenskaben rummer stadigt et ”metafysisk håb”, som er tiltroen til dens egne velsignelser, verdsliggørelsen af en lykke, der kan realiseres, lykken der verdsliggjort ikke bare er realistisk, men også fri af det bedrag, den før var indspundet i. Ligesom nihilisme er metafysisk – for så vidt, at dets negativitet konstant læner sig op ad metafysikken som umulig, som et bedrag, som en idealisme, vi alle er kommet udover og kun ærer forså vidt, vi i kraft af det kom videre – er naturvidenskabeligheden bedraget derved, at den endnu tror sig fri af Gud og Guds værdier. Den sandhed, der søges, er den samme: den altomfattende sandhed, når den endelig er fri af mistænkeliggørelsen, der blev Gud til del, den uafhængige, værdineutrale trøst, der konstant leverer sine endelige løsninger, for ikke at sige: løsningen på det endelige.